28. juli 2014

Samlytning: Sammen, i stilhed

Den som ikke forstår din stilhed, vil næppe kunne forstå dine ord. Elbert Hubbard

Hørelsen er altid aktiv, og der er ikke ret mange måder at slå den fra på. Man kan stikke fingre eller persilleduske i ørerne, men man kan alligevel sagtens høre hvad der sker omkring en. Men der findes en øre-sluknings-metode: Man kan snakke.
Det er tit brugt, mest som provokation eller joke: En som ikke vil høre en ordre eller opfordring, stikker fingrene i ørerne og råber "LA-LA-LA-LA-LA". Det er ikke nødvendigt at gøre det højt, for der er en mekanisme i bevidstheden som slår lytningen fra mens vi selv taler. Jeg er ikke sikker på at det er en generel mekanisme, som gælder alle mennesker, men langt de fleste kan kun en ting ad gangen: Lytte eller tale.

Når vi taler, lytter vi ikke til noget udenfor os selv, vi lytter til os selv. Øret kan fokusere, nøjagtigt som øjnene kan. Og vi hører det som er i fokus, og hørelsen filtrerer venligt og effektivt alt det andet væk.

Hvad betyder det egentlig for samtale? - Sam-tale. Vi er sammen, det er godt. Vi taler. Det er også godt, vi er sociale individer når vi taler og der er andre til stede, når vi er sammen med nogen. Det hedder ikke samlytning, og der findes ikke et begreb for at sidde og lytte til hinanden.

Lyt til to personer som taler sammen, sæt dig udenfor samtalen og betydningen af ordene, lad være med at prøve at forstå hvad de siger, bare lyt til stemmernes vekslende strømme og udbrud. Er der pauser, overhovedet? - er der tidspunkter hvor samtalen bliver langsommere, hvor der er luft mellem sætningerne og du ikke kan gætte hvem som siger den næste sætning? - eller er der iver, er der indskud, lyder der små hip og pip fra den som ikke taler, små signaler som siger "Ja, jeg ved hvad du vil sige, og nu jeg er klar til at sige det næste, og det har jeg faktisk været længe".
Den som pipper lytter ikke, man kan ikke pippe og lytte på samme tid - ikke engang et meget diskret pip.

Jeg tror der findes en anden måde at være sammen på. Hvor udgangspunktet er at man er stille sammen, men det absolut er tilladt at sige det som falder en ind, de tanker og indfald som opstår i stilheden. Og hvor begge parter lytter til det, og lytter til den stilhed som ordene efterlader når de holder op. Lytter til at verden blev forandret, fordi der kom nogle ord ind, som ingen nogensinde før har hørt lige i den sammenhæng. Så bliver man hørt.
Og jeg tror egentlig at samtale går ud på at blive hørt, ikke på at tale.