9. februar 2010

Tantra er mere end tantra

Vi er en stak atomer, som udgør en struktur hvor refleksiv bevidsthed kan rummes. Vi har ingen grund til at antage at denne bevidsthed er den højeste i universet, men vi har heller ikke noget belæg for at påstå at den ikke er. Det væsentlige er at denne bevidsthed har indbygget et evolutionært princip, en iboende drift  som søger stadigt højere og dybere, indad og udad. Frihed er genkende egoets strukturer for det de er, og autonomt og bevidst forholde sig til dem. Kærlighed er den tilstand man opnår når man ser ting uden egoets slør.  Frihed, tantra og kærlighed er tre navne for det samme, og der er mange flere navne: Gud, oplysning, højere vibrationer, oneness. Tantra er at kaste lys ind i alle egoets mønstre, så tantra er en af mange mulige veje til frihed.


Tantra kom til vesten som en måde at få et sjovere sexliv på. Mere sex, og i længere tid ad gangen. Og det er der jo slet ikke noget galt i. Senere er de mere spirituelle dimensioner kommet til, men mange af de vestlige tantriske mestre bygger stadig deres virke og lære på det sexuelle.
For eksempel hørte jeg for nylig et foredrag af Bernie Prior, en engelsk "modern tantric master", som har sin egen udgave af skabelsesberetningen, og sin vej til fuldkommen oplysning (nænsomt beskyttet som registreret varemærke). Hans skabelsesberetning handler om bevidstheden (Gud), som deler sig i det maskuline og feminine princip og tager bolig i menneskekroppe. Fra disse kroppe vil bevidsthederne lede efter lyset fra deres modpol, og når de har skimtet det, kan de - ved hjælp af tantriske teknikker - nå til oplyst tilstand.

Jeg har det simpelthen svært med de teorier som deler verden i to poler. Vi er først og fremmest mennesker, og jeg har altså mere tilfælles med en kvinde end med en vædder. Eller en han-makrel, uanset hvor maskulin den måtte fremtone. Der er risiko for at fare vild i forskelle, og derved overse andre blinde pletter og mørke huler i egostrukturerne. Derved kan tantra komme til at virke som sovepude, i stedet for for at være vejen til vågenhed.

Der er ikke noget galt i at se et maskulint og et feminint princip her i verden. Det udforskende overfor det bevarende, det rummende overfor det indtrængende, det ekspansive overfor det indhyllende. Problemet opstår  når man vil have kvinder til udelukkende at indeholder disse feminine principper, og mænd omvendt. Den spændetrøje er ikke nødvendig, for vi indeholder allerede det hele, allesammen - vi er bare ikke kommet lige langt med at udtrykke de forskellige aspekter.
Og der er ingen grund til at være betænkelig ved at udtrykke de modsatte kønsaspekter end dem der hører til eget køn: De biologiske forskelle er rigelig polaritet til at autentisk nærvær kan tænde den sexuelle gnist. Rigelig!

8 kommentarer:

  1. Hej

    Jeg har gået på tantra kursus i 3 år på natha yogacenter (www.natha.dk). Jeg har lært at tantra er en udviklingsvej - en måde at leve på. En livs filosofi som siger "ja!" til livet.

    Selvfølgelig er vi alle mennesker, men for mig giver et god mening at studerer forskellene på mand og kvinde, og mit parforhold er helt sikkert blevet meget bedre af at lære om tantra.

    /JH

    PS:

    SvarSlet
  2. @JH - jeg tror at Natha gør et fremragende arbejde, og at tantraen et pænt stykke vej går igennem at opdage og arbejde med sine polariteter.
    Men der er andre polariteter end kønspolaritet, og den personlige udvikling er ikke nødvendigvis færdig når man har fundet sin kønsidentitet (som nogle vestlige tantrikere nærmest lover).
    For snæver fokus på kønsaspektet fører nemt til polarisering, hvor forskelle dyrkes og overdrives - og det er der ikke transparens og flow i.

    SvarSlet
  3. Hej Knud, du skrev på min MildeKvinde side .... så jeg ville lige kigge forbi din. Spændende læsning, vil jeg glæde mig til at se nærmere på. Jeg synes kombinationen seksualitet og spiritualitet har manglet i det blogland jeg hidtil har kendt..... men det er oplagt tror jeg, at der er en forbindelse.... og jeg synes som du skriver også at det er farligt at lægge en spændetrøje på sig selv i form af en kønnets "måde" at være på.... hvor fristende det end kan være.
    Allerbedste hilsen
    Irene

    SvarSlet
  4. Tusind tak for din kommentar, @mildekvinde.
    Der er masser af gode blogs omkring seksualitet og spiritualitet, ikke mindst blandt tantrikere. Og måske mest i udlandet.
    Det er en oplagt kobling, som bringer både masser af indsigt og viel Spaß. :)

    SvarSlet
  5. Spændende - kunne du så ikke lokkes til at sætte de bedste af dem på din bloggroll herinde ? Jeg vil sætte din side her på min bloggroll - det kunne sætte et spændede nyt perspektiv på de emner/vinkler som mit kendte blogland kredser om!!!! Jeg ved ikke det mindste om tantra, men min nysgerrighed er vakt...
    /Irene

    SvarSlet
  6. Jeg sætter dem ind når jeg falder over dem igen. Der var en del på på gaia.com, som var et stort socialt site for alle arter af spiritualitet, men det lukkede tidligere i år.

    Tantra er omfattende, og mange fokuserer udelukkende på de seksuelle aspekter når de skriver eller praktiserer. Det er der sådan set ikke noget galt i, og det sælger jo en del billetter (om jeg så må sige) - men der er langt imellem dem som har hele pakken med. Det vil jeg heller ikke hævde at jeg selv har, men jeg prøver :)

    SvarSlet
  7. Jeg kender ikke ret meget til tantra.

    Men jeg kan forholde mig til din modstand mod at adskille maskulint og feminint, som kun hørende sammen med køn i 1-1 forhold.

    Mine personlige erfaringer er at jeg i en lang periode af min pubertet og tidlige ungdom var meget drenget/maskulin i min adfærd, i valg af fag, påklædning osv.

    Og den "side" af mig fik på en forunderlig vis langsomt gjort mig opmærksom på mine mere feminine sider. I begyndelsen med meget tydeligt opdelte skel mellem de måder det maskuline og feminine også i min mere bevidste opfattelse af mig kom til udtryk.

    Men langsomt med årene er de adskillelser smeltet mere og mere sammen i en mere hel opfattelse af hvem mit indre "jeg" er og i mine udtryk.

    Jeg ville i den grad have mistrivedes skulle jeg være presset ned i en eksplicit feminin boks... og jeg mistrives og får en følelse af amputation når omstændigheder forsøger afkræve/gennemtvinge det.

    LilleQ

    SvarSlet
  8. Min vej faldt lige forbi din blog, og da emnet seksualitet/spiritualitet beskæftiger mig meget, vil jeg glæde mig til at følge med herinde. Min tilgang til emnet er præget af, at min seksualitet og mit ægteskab bygger på BDSM, men jeg er slet ikke i tvivl om at der er gyldne tråde knyttet mellem BDSM og tantra.

    SvarSlet