9. februar 2010

Tantra er mere end tantra

Vi er en stak atomer, som udgør en struktur hvor refleksiv bevidsthed kan rummes. Vi har ingen grund til at antage at denne bevidsthed er den højeste i universet, men vi har heller ikke noget belæg for at påstå at den ikke er. Det væsentlige er at denne bevidsthed har indbygget et evolutionært princip, en iboende drift  som søger stadigt højere og dybere, indad og udad. Frihed er genkende egoets strukturer for det de er, og autonomt og bevidst forholde sig til dem. Kærlighed er den tilstand man opnår når man ser ting uden egoets slør.  Frihed, tantra og kærlighed er tre navne for det samme, og der er mange flere navne: Gud, oplysning, højere vibrationer, oneness. Tantra er at kaste lys ind i alle egoets mønstre, så tantra er en af mange mulige veje til frihed.


Tantra kom til vesten som en måde at få et sjovere sexliv på. Mere sex, og i længere tid ad gangen. Og det er der jo slet ikke noget galt i. Senere er de mere spirituelle dimensioner kommet til, men mange af de vestlige tantriske mestre bygger stadig deres virke og lære på det sexuelle.
For eksempel hørte jeg for nylig et foredrag af Bernie Prior, en engelsk "modern tantric master", som har sin egen udgave af skabelsesberetningen, og sin vej til fuldkommen oplysning (nænsomt beskyttet som registreret varemærke). Hans skabelsesberetning handler om bevidstheden (Gud), som deler sig i det maskuline og feminine princip og tager bolig i menneskekroppe. Fra disse kroppe vil bevidsthederne lede efter lyset fra deres modpol, og når de har skimtet det, kan de - ved hjælp af tantriske teknikker - nå til oplyst tilstand.

Jeg har det simpelthen svært med de teorier som deler verden i to poler. Vi er først og fremmest mennesker, og jeg har altså mere tilfælles med en kvinde end med en vædder. Eller en han-makrel, uanset hvor maskulin den måtte fremtone. Der er risiko for at fare vild i forskelle, og derved overse andre blinde pletter og mørke huler i egostrukturerne. Derved kan tantra komme til at virke som sovepude, i stedet for for at være vejen til vågenhed.

Der er ikke noget galt i at se et maskulint og et feminint princip her i verden. Det udforskende overfor det bevarende, det rummende overfor det indtrængende, det ekspansive overfor det indhyllende. Problemet opstår  når man vil have kvinder til udelukkende at indeholder disse feminine principper, og mænd omvendt. Den spændetrøje er ikke nødvendig, for vi indeholder allerede det hele, allesammen - vi er bare ikke kommet lige langt med at udtrykke de forskellige aspekter.
Og der er ingen grund til at være betænkelig ved at udtrykke de modsatte kønsaspekter end dem der hører til eget køn: De biologiske forskelle er rigelig polaritet til at autentisk nærvær kan tænde den sexuelle gnist. Rigelig!

8. januar 2010

Hjerteknuseri

Og nu vi taler om metaforer... kan et hjerte egentlig knuses?
Et hjerte er en blød og varm muskel. Konsistensen er som en - lidt gummiagtig - vandmand, forestiller jeg mig. Ikke noget der bliver knust, nærmere  mast. Man siger bare ikke at man har fået mast sit hjerte.

Broken Heart
Knust er noget med at ting går i mange stykker. Ting skal være hårde for at man kan knuse dem... hårde som glas. Eller makroner. Et spejl?

Spejlet er måske baggrunden for metaforen om det knuste hjerte. Vi opdager pludseligt at den, vi elsker, er en helt anden person end den vi troede, eller at vedkommende slet ikke elsker os - og føler at hjertet bliver knust. Men egentlig var det spejlet rundt om hjertet, den blanke belægning af sukrede projektioner som vi havde bygget op, som blev knust. Tilbage er en blød, ubeskyttet muskel, der virker sårbar som en vandmand på varm asfalt.

Måske er det godt at få den belægning banket af. Selvom det føles ubehageligt, måske næsten ubærligt sårbart, så er det måske bedre at have hjertet frit og tilgængeligt end at have det pakket ind i en skrøbelig konstruktion af projektioner og romantiske forventninger.

2. januar 2010

Et nyt sprog for relationer

Vi bruger et særligt sprog for at fortælle hinanden hvordan man gør det der med parforhold.

Et par eksempler på det sprog som jeg mener vi ikke behøver mere:
"Mænd er fra Mars, kvinder fra Venus" (ikke så sært de har svært ved at forstå hinanden, vel?)
"Mænd og kvinder har hver sit kærlighedssprog" (de fleste af mine bekendte taler samme sprog, overvejende dansk).



Det er jo ikke så svært, det med parforhold. Det handler om at skrue ned for sit ego, dyrke rigelig sex, have masser af kropskontakt og iøvrigt indstille sig på at udvikle sig - sammen og hver for sig. Nyde de udfordringer som kommer, fordi enhver udfordring er et tilbud om at blive et klogere, rigere og kærligere menneske.

Irritationer, skuffede forventninger, jalousi og symbiotisk kvælningsdød er eksempler på nogle af de begreber som vi faktisk ikke har brug for længere.

"Vi skal tænde på hinanden". Nej, vi skal ikke tænde. Vi skal bare dyrke sex, skal vi, og masser af af det - vi skal jo ikke brænde. Når man brænder, risikerer man på et eller andet tidspunkt at brænde ud. Sådan siger metaforen, og metaforer har det med at få meget mere ret end man måske lige har lyst til.

Vi trænger til at få det sprog skiftet ud med at mere gennemtænkt sprog, som er beregnet på at anerkende de processer som indgår i relationer i en ny kultur. Nytænke metaforerne, så de understøtter forandring, udvikling og proces - og viser vej til de mentale strukturer der passer til et opdateret og levende parforhold.