10. marts 2009

Det er upersonligt

Det var en sej og hård nød at få hul på: Erkendelsen af at mit parforhold bygger på upersonlig kærlighed.

At min kæreste kan erstattes af en anden er nogenlunde til at begribe, selvom jeg kan blive grebet af mild panik når tanken melder sig. Men oplevelsen af at jeg ikke er andet en en krop og nogle intentioner, som kan skiftes ud med en anden med nogenlunde samme karakteristika, var ikke helt let. For jeg vil jo gerne være uerstattelig, speciel, enestående.



Men "jeg" er en stak atomer som er dynget sammen i en pølse. Ikke noget særligt der. Det som jeg betyder er mine handlinger, altså de aftryk og udvekslinger som jeg lader min atomstak foretage.


Min kæreste og jeg er optagede af at udvikling, og derfor har vi valgt et parforhold hvor udvikling har højeste prioritet. En stor del af mine handlinger og udvekslinger foregår indenfor rammerne af forholdet - og så er det utroligt givende at disse udvekslinger fremmer udvikling.


Der er mere i upersonlig kærlighed end det upersonlige: Begrebet "Kærlighed". Efterhånden som jeg har opdaget oplevelsen af upersonlig kærlighed, skifter kærlighed form fra at være en følelse til at være en tilstand. En tilstand (eller position) af universel forbundethed, en tilstand som jeg har meget svært ved at skelne fra tilstanden "lykke". Og er det ikke er det samme?

Følelsen "kærlighed" mærker jeg mest i forbindelse med en tilknytning, men positionen "kærlighed" er ikke knyttet til noget eller nogen - det er en oplevelse af helhed og perfektion, som er altfavnende.




Billede fra Alycia.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar