10. februar 2009

Løftet om fuldkommenhed

Andrew Cohen kalder det "promise of perfection". Forestillingen om at der findes en som kan gøre os komplet, som kan udfylde det hul i vores selv som vi har lært at projicere bort. Det tomrum og fravær af følelser, tanker og værdier som vi helt har glemt at vi savner. Hvordan har vi lært at lave det hul? - og hvordan kan vi fylde det ud, når et parforhold tilsyneladende ikke hjælper?


Jeg startede mit liv som menneske, og først da jeg blev flere år gammel - jeg husker ikke præcis hvornår - blev jeg en dreng. Jeg var selvfølgelig dreng, allerede i livmoderen - men jeg havde ingen ide om at det at være dreng var anderledes end at være menneske. Hvad der adskilte mig mest fra mine omgivelser var størrelsen - mine forældre var adskillige gange større end mig. Min bror var oså en del større, og så havde han lidt flere tænder.



Så mennesker fandtes i forskellige størrelser, blev jeg rimeligt hurtigt klar over.

Senere fandt jeg altså ud af at jeg var dreng, og - om uoverskueligt lang tid - skulle være en mand, ligesom min far.


Dengang var der mange ting som drenge ikke gjorde. Det lærte vi hjemme, og vi lærte endnu mere af hinanden i skolen og fritiden, hvor vi øvede os rigtigt flittigt. De ting som piger gjorde lærte vi at undgå for enhver pris. Og for en sikkerheds skyld hjalp vi andre drenge af med pigeting; de fik nogle bank indtil de havde fattet det.


Det der med at blive mand er grundigt indøvet. Det er ikke naturgivet, vi er ikke født som mennesker der tænker i sejr/nederlag, vindere/tabere, helte/krystere, raske drenge/pivskide - for at tage nogle få af de dualiteret som vi lærte at skelne imellem.


Ideen i "løftet om fuldkommenhed" er så at pigerne skal være modpolen til os, og udfylde de roller som vi har lært at undgå. Vi er heltene, pigerne er krystere. Vi slår os, pigerne græder. Vi vinder, pigerne taber. Ikke de helt fede roller der er tildelt pigerne, og der findes ikke særligt mange piger der lever op til dem alle. Ligesom vi mænd sjældent lever op til de rene manderoller, udover måske i vores egoers lettere forskruede virkelighedsopfattelse.


Det er hårde odds for parforholdet, hvis dette er præmisserne. Og der er ingen tegn på at det er ved at lykkes, at kabalen går op - i hvert fald ikke med udgangspunkt i at vi skal komplementere hinandens ufuldkommenheder.


Vi må videre, og prøve nye måder. Først når vi er komplette som mennesker, og ikke længere søger at få lappet egne huller af andre, kan vi finde det hele. Jeg tror ikke at mænd af min generation skal være bløde, pivede og sårbare - men vi skal (an)erkende at vi har de sider, og byde dem velkommen. Vi skal rumme os selv, før vi kan rumme andre - og lade os rumme.