10. januar 2009

Mono, stereo, poly...

Mere om de åbne forhold...

Det viste sig at min vens åbne forhold indebar polyamory (der forklares fint på Wikipedia). Det er jo sådan set noget andet end et åbent forhold, men man kan ikke vælge polyamory som civilstatus på Facebook.


Jeg lever i et gennemført fantastisk kærlighedsforhold, baseret på transparens, udvikling og engagement. Og når man er skideheldig at være i sådan et forhold, så får man følelsen af at det er synd for resten af verden at de ikke har del i det. Kærlighed bliver vel ikke mindre af at blive delt med flere? - det er jo ikke en kage, vi taler om, det er en livskraft.



Vores forhold er ikke polyamourøst. Ikke fordi vi har besluttet at det skal være monogamt, men fordi vi ikke har været i en situation hvor vi skulle tage stilling - der er bare ikke nogen som har spurgt om de kunne være med i udvekslingen.


Når det drejer sig om udvikling, så er der stort potentiale i polyamoryen: Der er simpelthen flere zoner at arbejde med. Anne Sofie Jørgensen fortæller om tre udviklingsrum for parforhold: Manden, kvinden og forholdet. I et polyamourøst forhold er der flere udviklingsrum - hvis der er tre deltagere vil der være 7 rum (tre personer + tre par + en trio), med fire deltagere vil der være 15. 10 deltagere vil give ... ehm ... mange!


Det er så det positive. På den anden side giver de mange rum en stærkt forøget kompleksitet, som - måske - vil betyde at fokus bliver rettet indad i relationerne, så der ikke bliver overskud til at beskæftige sig med verdens problemer fordi der er så mange potentielle udviklingszoner hjemme i forholdet.


Efter at ha' surfet nogle polyamourøse sites, tror jeg at risikoen for at havne i et fællesnarcissistisk spejlkabinet er reel. Der skrives utroligt meget om hvordan man arbejder med jalousi, tillid, ærlighed - og der skrives meget lidt om hvad man så bruger den power til, som den megen kærlighed skulle frigive. Måske fordi den power går til at vedligeholde forholdet?