10. juni 2009

Let's talk about ... sex

Samtale fremmer forståelsen. Og hvordan er det lige at vi snakker sammen?

Jo, hvis det er en once-in-a-life samtale, så har vi en plan. Altså første date eller jobsamtale, en snak som vi på forhånd ved aldrig kan gøres om. Nogle vil nøjes med at liste potentielle highlights i hovedet, mens andre vil udarbejde en detaljeret plan over mulige/ønskede/forventede emner og deres rækkefølge og indhold.



Men hvis vi kigger på de resterende 99% af de samtaler som vi indgår i, når vi fx taler med kæresten om hvordan dagen er gået? - forhåbentlig har vi ikke en mening om hvordan den efterfølgende samtale skal forløbe. Hvis vi havde, så ville alle samtaler forløbe stort set ens, for vores hjerne har en uvane med at skabe forventninger til og planer for fremtiden, som til forveksling ligner fortiden.

Så ideelt er vi rimeligt blanke, og svarer med det som tilfældigt kommer ud af munden. Tier lidt stille mens den/de andre samtalepartnere bidrager, og venter med at tale indtil vi igen mener at have noget som kan føre samtalen videre.

Vi går ud og ind af fokus, er nogle gange mere koncentrerede end andre - men er næsten altid parate til at blive 100% tilstede hvis snakken finder en spændende vinkel. I virkeligheden kan man bare koncentrere sig 100%, for så vil samtalen automatisk blive helt relevant - men det er en anden historie. Nogle gange bliver snakken lang, andre gang kort. Nogle gange dyb og intens, nogle gange sjov. Det er sjældent besluttet på forhånd, og en type samtale er ikke nødvendigvis bedre end andre.


Altså - den gode hverdagssamtale har ingen særlig indledning. Som regel intet konkret mål. Og ingen plan, ingen forventninger.


Sådan en tilgang er optimal i forhold til sex. Når det lykkes - og det er overhovedet ikke svært - oplever jeg et sprudlende, mangefacetteret og explosivt sexliv, hvor oplevelserne overgår enhver fantasi jeg lige kan komme op med. Det er så simpelt. Drop enhver forventning og plan, og svar på den første berøring med lige netop det som falder dig ind.

10. marts 2009

Det er upersonligt

Det var en sej og hård nød at få hul på: Erkendelsen af at mit parforhold bygger på upersonlig kærlighed.

At min kæreste kan erstattes af en anden er nogenlunde til at begribe, selvom jeg kan blive grebet af mild panik når tanken melder sig. Men oplevelsen af at jeg ikke er andet en en krop og nogle intentioner, som kan skiftes ud med en anden med nogenlunde samme karakteristika, var ikke helt let. For jeg vil jo gerne være uerstattelig, speciel, enestående.



Men "jeg" er en stak atomer som er dynget sammen i en pølse. Ikke noget særligt der. Det som jeg betyder er mine handlinger, altså de aftryk og udvekslinger som jeg lader min atomstak foretage.


Min kæreste og jeg er optagede af at udvikling, og derfor har vi valgt et parforhold hvor udvikling har højeste prioritet. En stor del af mine handlinger og udvekslinger foregår indenfor rammerne af forholdet - og så er det utroligt givende at disse udvekslinger fremmer udvikling.


Der er mere i upersonlig kærlighed end det upersonlige: Begrebet "Kærlighed". Efterhånden som jeg har opdaget oplevelsen af upersonlig kærlighed, skifter kærlighed form fra at være en følelse til at være en tilstand. En tilstand (eller position) af universel forbundethed, en tilstand som jeg har meget svært ved at skelne fra tilstanden "lykke". Og er det ikke er det samme?

Følelsen "kærlighed" mærker jeg mest i forbindelse med en tilknytning, men positionen "kærlighed" er ikke knyttet til noget eller nogen - det er en oplevelse af helhed og perfektion, som er altfavnende.




Billede fra Alycia.

10. februar 2009

Løftet om fuldkommenhed

Andrew Cohen kalder det "promise of perfection". Forestillingen om at der findes en som kan gøre os komplet, som kan udfylde det hul i vores selv som vi har lært at projicere bort. Det tomrum og fravær af følelser, tanker og værdier som vi helt har glemt at vi savner. Hvordan har vi lært at lave det hul? - og hvordan kan vi fylde det ud, når et parforhold tilsyneladende ikke hjælper?


Jeg startede mit liv som menneske, og først da jeg blev flere år gammel - jeg husker ikke præcis hvornår - blev jeg en dreng. Jeg var selvfølgelig dreng, allerede i livmoderen - men jeg havde ingen ide om at det at være dreng var anderledes end at være menneske. Hvad der adskilte mig mest fra mine omgivelser var størrelsen - mine forældre var adskillige gange større end mig. Min bror var oså en del større, og så havde han lidt flere tænder.



Så mennesker fandtes i forskellige størrelser, blev jeg rimeligt hurtigt klar over.

Senere fandt jeg altså ud af at jeg var dreng, og - om uoverskueligt lang tid - skulle være en mand, ligesom min far.


Dengang var der mange ting som drenge ikke gjorde. Det lærte vi hjemme, og vi lærte endnu mere af hinanden i skolen og fritiden, hvor vi øvede os rigtigt flittigt. De ting som piger gjorde lærte vi at undgå for enhver pris. Og for en sikkerheds skyld hjalp vi andre drenge af med pigeting; de fik nogle bank indtil de havde fattet det.


Det der med at blive mand er grundigt indøvet. Det er ikke naturgivet, vi er ikke født som mennesker der tænker i sejr/nederlag, vindere/tabere, helte/krystere, raske drenge/pivskide - for at tage nogle få af de dualiteret som vi lærte at skelne imellem.


Ideen i "løftet om fuldkommenhed" er så at pigerne skal være modpolen til os, og udfylde de roller som vi har lært at undgå. Vi er heltene, pigerne er krystere. Vi slår os, pigerne græder. Vi vinder, pigerne taber. Ikke de helt fede roller der er tildelt pigerne, og der findes ikke særligt mange piger der lever op til dem alle. Ligesom vi mænd sjældent lever op til de rene manderoller, udover måske i vores egoers lettere forskruede virkelighedsopfattelse.


Det er hårde odds for parforholdet, hvis dette er præmisserne. Og der er ingen tegn på at det er ved at lykkes, at kabalen går op - i hvert fald ikke med udgangspunkt i at vi skal komplementere hinandens ufuldkommenheder.


Vi må videre, og prøve nye måder. Først når vi er komplette som mennesker, og ikke længere søger at få lappet egne huller af andre, kan vi finde det hele. Jeg tror ikke at mænd af min generation skal være bløde, pivede og sårbare - men vi skal (an)erkende at vi har de sider, og byde dem velkommen. Vi skal rumme os selv, før vi kan rumme andre - og lade os rumme.

10. januar 2009

Mono, stereo, poly...

Mere om de åbne forhold...

Det viste sig at min vens åbne forhold indebar polyamory (der forklares fint på Wikipedia). Det er jo sådan set noget andet end et åbent forhold, men man kan ikke vælge polyamory som civilstatus på Facebook.


Jeg lever i et gennemført fantastisk kærlighedsforhold, baseret på transparens, udvikling og engagement. Og når man er skideheldig at være i sådan et forhold, så får man følelsen af at det er synd for resten af verden at de ikke har del i det. Kærlighed bliver vel ikke mindre af at blive delt med flere? - det er jo ikke en kage, vi taler om, det er en livskraft.



Vores forhold er ikke polyamourøst. Ikke fordi vi har besluttet at det skal være monogamt, men fordi vi ikke har været i en situation hvor vi skulle tage stilling - der er bare ikke nogen som har spurgt om de kunne være med i udvekslingen.


Når det drejer sig om udvikling, så er der stort potentiale i polyamoryen: Der er simpelthen flere zoner at arbejde med. Anne Sofie Jørgensen fortæller om tre udviklingsrum for parforhold: Manden, kvinden og forholdet. I et polyamourøst forhold er der flere udviklingsrum - hvis der er tre deltagere vil der være 7 rum (tre personer + tre par + en trio), med fire deltagere vil der være 15. 10 deltagere vil give ... ehm ... mange!


Det er så det positive. På den anden side giver de mange rum en stærkt forøget kompleksitet, som - måske - vil betyde at fokus bliver rettet indad i relationerne, så der ikke bliver overskud til at beskæftige sig med verdens problemer fordi der er så mange potentielle udviklingszoner hjemme i forholdet.


Efter at ha' surfet nogle polyamourøse sites, tror jeg at risikoen for at havne i et fællesnarcissistisk spejlkabinet er reel. Der skrives utroligt meget om hvordan man arbejder med jalousi, tillid, ærlighed - og der skrives meget lidt om hvad man så bruger den power til, som den megen kærlighed skulle frigive. Måske fordi den power går til at vedligeholde forholdet?